HusForbi-sælgere afprøver MobilePay

1. november 2016

HusForbi indgår samarbejde med Danske Bank og MobilePay om at teste brugen af MobilePay blandt en udvalgt gruppe HusForbi-sælgere. Formålet er at kunne tilbyde HusForbis købere en velkendt digital betalingsløsning og samtidig finde en god måde for sælgerne til at få udbetalt deres penge fra salget.

Det har længe været et ønske fra HusForbi at kunne tilbyde betaling med MobilePay. Efter tæt dialog med Danske Bank tester de to organisationer nu en ny løsning, som imødegår problemet med stadig færre kontanter hos køberne af bladet.

En udvalgt gruppe HusForbi-sælgere vil frem til udgangen af februar tilbyde betaling med MobilePay. Samtidig får de hver dag overført deres salg til et Danske Bank kontantkort. Det giver ifølge HusForbi organisationen og deres sælgere et mere effektivt set-up, samtidig med at det bliver nemmere for danskerne at købe deres aviser.

”Hos HusForbi er det vigtigt, at vores sælgere har mulighed for at sælge så mange aviser som muligt. Det giver dem en livsnødvendig indtægt, der gør deres liv på gaden mere tåleligt. Desværre betyder de digitale betalingsløsninger imidlertid, at folk ikke lige har en tyver på lommen,” fortæller Rasmus Wexøe, sekretariatsleder hos Hus Forbi og fortsætter:

”Hidtil har vi kunnet modtage SMS-betaling, men det kræver fysisk udlevering af kontanter efterfølgende og har vist sig at være en ineffektiv og dyr løsning for os og vores sælgere. Derfor ser vi frem til at teste kontantkortet og MobilePay, som vi på sigt håber kan munde ud i udviklingen af et permanent set-up. ”

Sælgerne kan bruge kontantkortet, selvom de ikke har egen bankkonto
Kontantkortet fra Danske Bank fungerer lige som kontanter. Det betyder, at der ikke er tilknyttet en personlig konto til kortet, men at sælgerne stadig vil kunne hæve pengene i automater eller betale med kortet på steder, der modtager MasterCard.

”Det er kombinationen af kontantløs betaling fra MobilePay og kontantkortet fra Danske Bank, der er den helt store gevinst for vores sælgere. De har oftest hverken NemID eller andet gyldig billedlegitimation, og når man ej heller har en adresse er det meget svært at få en bankkonto og et betalingskort. Med denne pilot får vi mulighed for at mindske nogle af de stigmatiserende effekter, som hjemløse og socialt udsatte desværre oplever øges i takt med bl.a. digitaliseringen. Det giver samtidig nogle nye muligheder for os, da vi hurtigere og nemmere kan få betalingerne ud til sælgerne, uanset hvor i landet, de befinder sig,” siger Rasmus Wexøe.

Lene Thorslund, sælger af HusForbi, håber, det gør tingene lidt nemmere i det daglige: ”Det betyder rigtig meget, da der er mange potentielle kunder uden kontanter, som gerne vil købe avisen. Særligt kontantkortet vil blive utroligt vigtigt for os. Så kan vi også få noget at spise, selv om det er uden for bankens åbningstid, og de fleste banker har jo slet ikke kontanter mere."

For Danske Bank er piloten med HusForbi en vigtig del af bankens arbejde med ansvarlighed overfor alle samfundsgrupper og kundetyper.

”Når vores løsninger bliver stadig mere digitale, kan det utilsigtet få negative konsekvenser for organisationer og mennesker, som stadig er afhængige af kontanter. Med testen håber vi på at høste gode erfaringer til at udvikle en mere permanent løsning, der kan hjælpe HusForbis sælgere med at fastholde deres omsætning og beskæftigelse, ” siger Dorte Eckhoff, chef for Corporate Responsibility hos Danske Bank.

Hvis du ønsker interviews eller yderligere information:

Rasmus Wexøe Kristensen
Sekretariatsleder HusForbi 
52 40 90 49

Peter Kjærgaard
Presseafdelingen
Danske Bank
25 42 42 02

Fakta om HusForbi
  • Foreningen HusForbi udvikler, etablerer og støtter aktiviteter, hvor hjemløse og andre socialt udsatte gennem egen virksomhed har mulighed for at forbedre deres livssituation.
  • Hus forbi har 2600 registrerede sælgere i Danmark inkl. Bornholm og Grønland.
  • HusForbi har et månedligt oplag på ca. 90.000 aviser. Det er uvist hvor stor en del, der faktisk bliver solgt, men Gallup oplyser, at HusForbi har lige over 500.000 læsere.
Fakta om testen med MobilePay og kontantkortet
  • HusForbi ønsker at finde en løsning, hvor købere af bladet kan betale med MobilePay, og hvor HusForbi efterfølgende nemt og effektivt kan udbetale salget til deres sælgere, uanset hvor i landet, de er.
  • 35 sælgere på tværs af landet skal derfor i fire måneder teste brugen af MobilePay som betalingskanal. Hver dag vil HusForbi overføre deres daglige salg til et kontantkort.
  • På baggrund af erfaringerne, skal det evalueres om et permanent set-up kan udvikles, således at flere sælgere kan anvende løsningen.
  • Testen kører fra 1.11 2016 – 1.3.2017
Kontakt

Hovedsæde


Danske Bank
Holmens Kanal 2-12 1092 København K

Find os på et kort

Ring hele døgnet


33 44 00 00

Skriv til os Anden kontakt

Direkte kontakter for


 Investorer Journalister Jobsøgende Leverandører Corporate Responsibility